Achton Friis (1871-1939)

Johannes Larsen og Achton Friis ombord på 'Rylen' , 1921



Achton Friis, Achton Johannes Friis, 5.9..1871-17.12.1939, maler. Achton Friis stammer fra djurslandske bønder. Efter præliminæreksamen kom han i malerlære og besøgte Teknisk skole i Århus hvorfra han 1894 dimitteredes til kunstakademiet i København. Han besøgte akademiet til 1899, og 1900-01 lærte han at radere hos Carl Locher. Han debuterede 1900 på Charlottenborg hvor han siden med mellemrum udstillede landskaber og raderinger. 1906-08 deltog han sammen med maleren Aage Bertelsen i Mylius-Erichsen ekspeditionen til Grønland som han har givet en skildring af i sin bog Danmark-Ekspeditionen til Grønlands Nordostkyst, 1909. Ved hjemkomsten 1908 afholdt han (sammen med Aage Bertelsen) en udstilling af ca. 100 Grønlandsbilleder (i Den frie udstilling) som de følgende år udstilledes i Berlin og andre tyske byer samt i Royal Geographical Society i London. 1909-10 foretog han en studierejse til Tyskland, Italien, Schweiz og Frankrig, 1914 var han i Paris og 1915 i Berlin og Dresden.


Ung Fisker fra Femø - Achton Friis, 1922 - Fra værket: De Danskes Øer



Achton Friis har med en sjælden alsidighed arbejdet på mange forskellige kunstneriske områder. Han har foruden at være maler arbejdet med grafisk kunst (femten raderinger i årene 1900-12, bl.a. Ariman og Jørgen Brønlund) og tillige virket som dekorativ kunstner (hos Bing & Grøndahl 1912-25), som forfatter (rejse- og naturbeskrivelser bl.a. i Politiken, Dagens Nyheder, Tilskueren og Frem; bogen Arktiske Jagter, 1925) og dyrket musikken som amatør (Achton Friis-trioen). Fra 1921 var han væsentlig optaget af et stort beskrivende værk om Danmark, til hvis udgivelse undervisningsministeriet og Ny Carlsbergfondet har ydet støtte. I somrene 1921–24 gjorde han rejser i motorbåd til Danmarks småøer (sammen med Johannes Larsen, der har bidraget til værket med landskabstegninger) for at indsamle materiale til værkets første del De danskes Øer, som udkom i tre bind 1926-28. Til dette såvel som til fortsættelserne De Jyders Land, 1932-33 og Danmarks store Øer, 1936-37 har Achton Friis skrevet teksten der er i en let fortællende stil, og tegnet en lang række portrættegninger af danske folketyper. Tredje del er tillige illustreret af Andreas Friis og Knud Kyhn. – I museerne i Odense og Randers findes der malerier fra Grønland, i kobberstiksamlingen nogle raderinger og i Dansk folkemindesamling ca. 70 tegninger af danske folketyper.


Achton Friis: “Isbjerge i Midnatsssol ved Teufelkap i Grønland”. Sign. Achton Friis, Maj 1908. Olie på lærred. 38×52 cm.
https://bruun-rasmussen.dk/m/lots/E4A2F57F9B1F



Familie
Achton Friis blev født i Trustrup, Lyngby sg., Randers amt, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). Forældre: Maren Friis (1850-1926). Gift 15.12.1909 i Kbh. (Matth.) med violinist Martha Eister, født 17.9.1879 i Kbh., død 28.2.1966 på Frbg., d. af grosserer, søkaptajn Christian Gregers Eister (1832-97) og Lovise Augusta Petersen (1845-1936)

Achton Friis: Københavns havn, Olie på lærred. Sign Achton Friis, 1914, 35 x 48,5 cm - lauritz.com


Links

Signaturbogen 2.0


Litteratur
Danmarksekspeditionen, 1906-1908
De Danskes Øer, 1922
De Danskes Store Øer
De Jyders Land 

---------------------------------------------

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Johannes Larsen (1867-1961)

Lars Swane (1913-2002)

Sigurd Swane (1879-1973)